I dag var der officiel indvielse på Green Water Living Lab i Hardeshøj. Et spændende eksempel på, hvordan et studieprojekt kan udvikle sig til et egentligt forskningsprojekt i ret stor skala.
En donation på 1,22 millioner kroner løfter et studieprojekt fra
ingeniøruddannelserne til grønt energiudviklingsarbejde. Pengene skal bruges i
et airconditionanlæg, der udnytter havvand til at regulere temperaturen.
Et airconditionanlæg, der udnytter havvand til
enten at opvarme eller afkøle bygninger, har længe været i drift i kælderen
under SDU i Sønderborg som et led af et studieprojekt. Nu sikrer en stor
donation, at projektet kan udvikle sig til et grønt energiudviklingsarbejde, som
kan være med til at drive Sønderborg kommunes planer om at være fuldstændig
energineutral i 2029.
Bitten og Mads Clausen Fonden har doneret 1,22
millioner kroner til projektet, der nu kaldes Green Water.
Pengene skal bruges til at udvikle et anlæg, der
tager afsæt i prototypen på SDU, og teste det i et såkaldt proof of
concept-projekt. Det betyder, at teknologien videreudvikles og efterfølgende vil
kunne installeres i nye byggerier. Donationen fra Bitten og Mads Clausen Fonden
er givet til Mads Clausen Instituttet (MCI), der huser projektet.
"Projektet Green Water afspejler perfekt MCIs
vision om et tæt og frugtbart samarbejde mellem mekatronik, innovation og
business og vores mission om at hjælpe iværksætterne blandt vores studerende.
Projektet har stort potentiale inden for uddannelsesaktiviteter,
industrisamarbejde og grøn teknologisk udvikling," siger institutleder for Mads
Clausen Instituttet, Horst-Günter Rubahn.
Fakta
Green
Water-anlægget bruger havvand fra en vis dybde og udvinder den energi, der
lagret i vandet til henholdsvis at opvarme eller nedkøle bygninger. Anlægget kan
erstatte konventionelle aircondition-anlæg, der både er dyre i drift og
forurenende. Det bruger et minimum af strøm på nedkøling, da havvandet allerede
er koldt, og det giver samtidig mulighed for opvarmning ved hjælp af et
integreret varmepumpesystem.
På MCI løfter man derfor projektet til et
samarbejde på tværs af forskningsgrupperne Mekatronik og Innovation and
Business. Flere studieprojekter vil blive søsat, der blandt andet skal undersøge
matematiske modeller af bygninger og energiforbrug- og behov.
Forsknings- og udviklingsarbejdet bliver ledet af
professor Alexander Brem, og Michael Sørensen og Henrik Andersen er blevet ansat
som videnskabelige assistenter på projektet, samtidig med at de læser til
civilingeniør på henholdsvis
Innovation
and Business og
Mekatronik-uddannelserne.
For de to ingeniørstuderende har det været en sej proces at komme så vidt med
projektet.
"Vi har været meget tæt på at opgive projektet op
til flere gange. Der har været mange barrierer, vi har skullet overvinde, så vi
er rigtig stolte over at være nået hertil, og vi er meget benovede over den
opbakning, vi har fået. Vi havde ikke klaret det uden støtte fra SDU og mange
andre," siger de to ingeniørstuderende.
Det nye anlæg, der skal teste teknologien, bliver
etableret i Hardeshøj Foreningshus, der ligger i færgelejet ved Hardeshøj, hvor
færgen fra Als til Jylland sejler fra. Anlægget kommer til at køle og opvarme
foreningshuset, der huser både motorcykelklub, dykkerklub og fest- og
mødelokaler. Første spadestik til anlægget bliver taget i løbet af marts og
forventes fuldt opført i sommeren 2015.
Sønderborg Kommune stiller 350.000 kroner og
bygninger til rådighed for projektet. Derudover bidrager Project Zero, Idea
Entrepreneurship Centre, CLEAN, EU-projektet Transformer samt Udviklingsråd
Sønderjylland til projektet med adgang til netværk og knowhow.
For yderligere information om Green Water
Research Project, kontakt:
projektansvarlig på SDU, professor Alexander Brem
brem@mci.sdu.dk /telefon 6550 9246.